Vaccination

Hunde

I dag skelnes der mellem kernevacciner (hundesyge, leverbetændelse og parvovirus), som alle hunde bør have, og de risikobaserede vacciner, 'kennelhoste' og leptospirose. Sammensætningen til den enkelte hund afhænger af alder og levevis.

Vi anbefaler, at alle hunde vaccineres med kernevaccinerne og mod 'kennelhoste'. Jagthunde og hunde, der færdes i vådområder bør tillige vaccineres mod leptospirose ('rottesyge').

For nogle af vaccinekomponenterne er årlig revaccination nødvendig, mens andre holder i 3 år. Vi tager en snak med dig om mulighederne og sammensætter et vaccinationsprogram, der passer til din hund.



Katte

I vores område har de fleste katte mulighed for at komme udenfor. Da udekatte hævder territorium, kan de ende i slåskamp med fremmede katte. Rifter og bidsår medfører risiko for smitte med katteleukæmi, som er en uhelbredelig sygdom. Vi anbefaler derfor, at alle udekatte vaccineres mod katteleukæmi.

Derudover vaccineres med kernevaccinerne mod kattesyge, katteinfluenza og -chlamydia.

Visse racekatte, som lever et 'beskyttet' indeliv, vaccineres dog kun mod kattesyge og katteinfluenza.

Vi tager en snak med dig om mulighederne og sammensætter et vaccinationsprogram, der passer til din kat.



Med på rejse

Hvis dyret skal med på udlandsrejse, er der overordnet 3 krav:


•     Gyldig ID-mærkning

•     EU-kæledyrspas

•     Rabiesvaccination


Vaccinationen skal foretages i god tid, ofte minimum 3 uger før udrejse. Hunde og katte skal være ældre end 12 uger, og rabiesvaccinen holder i 3 år (nogle lande kræver dog årlig rabiesvaccination).

Tjek altid indrejsereglerne for det land, du skal til, og de lande du skal i gennem. De fleste oplysninger kan du finde på Fødevarestyrelsens hjemmeside (her), og ellers er du velkommen til at kontakte os for råd og vejledning.

På Holsted Dyreklinik anbefaler vi årlig vaccination af alle hunde og katte.

Der laves altid en sundhedsundersøgelse forud for vaccinationen for at sikre, at dyret er sundt og raskt og dermed egnet til at blive vaccineret.